Bytter min iPhone ud med min gamle Nokia?

Jeg bruger alt for meget tid på min mobil. Jeg kan bruge vildt mange timer på den i streg, indtil det giver mig hovedpine, og jeg må indse, at jeg må lægge den fra mig og gå en tur. Den har altså taget fuldstændig kontrol over mig.
Jeg er komme til det punkt, hvor det går mig rigtig meget på. Så meget, at jeg overvejer at slette min Instagram-, Snapchat- og Pinterestprofil og bytte min iPhone ud med min gamle Nokia. Derfor har jeg lavet en for-og-imod-liste, som  jeg tænkte, det kunne være interessant for jer at se, idet jeg forestiller mig, at mobilen stresser andre end bare lige mig.

Først kommer argumenter for at gå over til en Nokia:

  • Jeg tvinges til at opsøge menneskeligt nærvær.
    Jeg tror simpelthen på, at min iPhone erstatter noget socialt. Den giver mig en falsk følelse af at være sammen med nogen. Her tænker jeg især på, når jeg er på Instagram og følge med i folks liv. Det er da meget mere hyggeligt at snakke med mennesker i virkeligheden.
  • Mere tid.
    Når vi har brug for at slappe af, tager vi ofte vores iPhone frem. Det der med at tjekke de sociale medier er blevet noget, jeg gør helt uden at tænke på at gøre det. Det ligger bare i mine hænder, og jeg tror helt sikkert, jeg kan finde ind på Instagram med lukkede øjne. Problemet er, at jeg ikke slapper af, når jeg er inde på de sociale medier. Istedet er det meget mere afstressende for mig at gå en tur i naturen, læse i en bog eller give mig tid til at være omhyggelig med aftensmaden. Og jeg tror på, vi i sidste ende sparer tid på at slappe af på dét frem for at være på de sociale medier. For de sociale medier er egentlig ikke afstressende.
  • Jeg slipper for at sammenligne mig selv med perfekte mennesker.
    Nogle dage, hvor jeg scroller ned igennem Instagram og ser bikini-billeder af piger med modelkroppe, så bliver jeg vildt misundelig, og mit selvværd ryger i bund. Jeg glemmer fuldstændig, hvor nemt det er for at fremstille sig selv perfekt på Instagram. For ingen er perfekte. Alle bøvler med et eller andet (lader jeg mig fortælle).
  • Jeg tvinges til at være sammen med mig selv.
    Jeg har en forestilling om, at jeg undgår mig selv ved at være på de sociale medier. Det er lidt svært at forklare. Vi lever i et samfund, hvor vi hele tiden skal være produktive. Men vi har brug for at slappe af. Derfor er de sociale medier en mellemvej. Det ville være meget sundere at lave ingenting. Bare lytte til sig selv og de der’sens følelser, der indimellem opstår. Jeg bor fx selv, og det kan godt føles ensomt. Det er lidt for nemt bare at bruge en aften på de sociale medier frem for at gøre noget ved den ensomhed.
    Desuden finder jeg måske ud af, hvad der er meningsfuldt for mig. Det er da ikke medierne, jeg har lyst til at bruge størstedelen af mit liv på. Problemet er, at det er det, jeg gør.
  • Træning af koncentrationsevnen.
    Koncentrationsvenen kan trænes. Måske kender du til at læse en sætning uden at lægge mærke til, hvad du læser. Hvad nu hvis medierne er skyld i det? Medierne har gjort os vant til, at der hele tiden skal ske noget nyt. Konstant og kortvarig underholdning. I hvert fald savner jeg fordybelse. Og ved at skaffe mig af med min iPhone åbner der sig en verden, hvor jeg måske bliver mere kreativ, maler, læser bøger, indretter min lejlighed på ny. Da jeg lavede denne liste, tjekkede jeg faktisk Instagram 3 gange uden at tænke over det. Så skræmmende dårlig er min koncentrationsevne. Jeg vil gerne blive bedre til at tage én ting ad gangen og så gøre tingene ordentligt. Ligesom i reklamen for trafiksikkerhed “kør bil, når du kører bil.

Og nu til argumenterne for at beholde min iPhone:

  • Inspiration.
    Her tænker jeg både til madopskrifter, indretning og 117 andre ting. På Pinterest og Instagram oser det af inspiration til alt muligt. Jeg har et helt galleri på iPhone over opskrifter på mad, jeg skal prøve at lave engang.
  • Min kalender.
    Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre uden min kalender. Alternativet er en kalender i papir. Det er bare meget nemmere og hurtigere på iPhone.
  • Endomondo.
    Alle løbere vil nok give mig ret i, at det ikke er det samme at løbe en tur uden at vide, hvor langt man har løbet og om man har slået sin tid. Endomondo er bare virkelig motiverende.
  • Musik.
    Det er nok en af de stærke argumenter for at beholde min iPhone. Hvordan skal jeg leve uden musik på mine løbeture? Jeg ved knap nok, hvordan en MP3-afspiller fungerer. Jeg forestiller mig, det er svært og langsommeligt at få ny musik på den.
  • Vækkeur.
    Ok, man kan godt anskaffe sig et rigtigt vækkeur, men igen er det bare nemmere på en iPhone.
  • Kort.
    Hvis man farer vild, hvad gør man så uden en iPhone, der så smart og hurtigt kan vise vej? En rigtigt kort i papir hjælper i hvert fald ikke mig. Den viser mig jo ikke, hvor jeg står lige nu.

Man kunne selvfølgelig godt tage en mellemvej. Alting handler om balance. Jeg har bare ikke selvdisciplin nok til at tage den kontrol, min iPhone har taget fra mig. Alligevel er der her mellemveje, jeg har overvejet:

  • Tage et aktivt valg.
    Som sagt er det at tjekke de sociale medier blevet noget, jeg gør uden at tænke mig om. Hvis jeg få en måde hver gang skulle tage et aktivt valg, ville jeg sandsynligvis opdage, at det ikke har noget formål at tjekke de sociale medier. Måske kunne jeg lave en regel om at lave en streg på et papir hver gang, jeg åbnede Instagram. Det ville kræve noget af mig i hvert fald, og måske ville jeg synes, det var så trælst at sætte en streg på et papir, at jeg  gjorde det meget sjældnere.
  • Offline Onsdag.
    Der er faktisk et fællesskab her i Danmark, der har fundet på Offline Onsdag. Måske skulle man prøve det en dag?
  • Mobil-amok på et bestemt tidspunkt.
    Jeg har tendens til flere gange om dagen at tjekke på min tilbuds-app, om der er kommet nye tilbudsaviser ud. Og det er jo åndssvagt. Alle tilbudsaviser gælder jo alligevel en uge. Så hvorfor ikke bare tjekke hver lørdag fx?
    Jeg har også hørt om nogle, som har særlige tidsrum, hvor mobilen er tilladt. Fx om aftenen fra 18-20. Måske opdager man, at der faktisk ikke er noget særligt at se på den.

Har du overvejelser om at slette fx Instagram eller ligefrem bytte din iPhone ud med din gamle Nokia? Så vil jeg med glæde høre om dem i kommentarfeltet nedenfor! 🙂
Argumenterne for at beholde min iPhone er lidt for gode til, at jeg lægger den væk.

lala

Her ser i et glimrende eksempel på mig, der burde lægge den mobil væk og rydde den store tøjbunke væk, haha. Bøtterne står der, fordi min hund er på besøg (til mad og vand).

Følg mig på Instagram: kristina.varming

Engang skal vi dø, så LEV!

lala

At vi en dag skal dø er et faktum, der er meget svært at indse. Men jeg tror på, at det er sundt at snakke om døden. Et gammelt udsagn går:

“The trouble is, you think you have time”

Vi har alle ét liv, og der er nok mange, der er enige med mig i, at tiden går hurtig. Derfor er det vigtigt at gå efter det, der gør én glad. Selv er jeg dårlig til det. Jeg går altid den sikre og traditionelle vej, som måske ikke er den rigtige for mig.
Fx tog jeg efter 9. klasse på efterskole, hvor jeg aldrig rigtig fandt min plads, og bagefter tog jeg på gymnasiet ligesom de fleste andre, hvor jeg desuden heller ikke føler, jeg hører til.
Når jeg ser youtubers på min alder, der sidder i Aftenshowet, rejser rundt og ser verden eller laver andet sjovt og spændende, bliver jeg vildt misundelig, fordi de engang var så modige at tage end anden vej end deres venner. Jeg har da stadig chancen for at tage en anden vej, men jeg ved ikke hvilken – og det er jo vigtigt at vide, hvad man brænder for, før man så tager en atypisk vej. Så hvis man ikke ved, hvad der interesserer en, er det praktisk, sikkert og klogt at tage fx gymnasiet, da gymnasiet jo bringer mange karrieremuligheder. Jeg har bare vildt meget respekt for dem, der ikke tager den vej, fordi de fulgte en interesse istedet. Og jeg ville ønske, det var mig.

For lidt tid siden studsede jeg over kronikken “Jeg har sagt mit job op for at få plads til at leve” af Eskil Andreas Halberg, og den ramte mig virkelig. Arbejde er jo en konstruktion. Det er menneskene, der har besluttet, at livet skulle handle om arbejde. Problemet er, at hvis arbejde ikke gør os glade, så tager det vores liv fra os. Mange bruger jo ca. halvdelen af dagen på det.
Derfor er det vildt vigtig for mig at finde et arbejde, jeg har mere lyst til at have end ikke at have. Arbejdet skal for mig ikke bare handle om money, men istedet skal det være en del af det, der giver mig livskvalitet.

Vi har sgu kun ét liv. Lad ikke nogen bestemme, hvad du skal bruge det til.

Følg mig på Instagram: kristina.varming

Jeg bryder mig ikke om begrebet ‘veganer’

Definition på veganer (skrevet af mig): En person, som ikke spiser noget, der kommer fra et dyr – herunder kød, fisk, æg, mælkeprodukter eller honning. Personen køber heller ikke tøj og andre produkter, der involverer et dyr.

Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt veganer, trods jeg har kørt en vegansk livsstil i 2 år. Det sætter mig i en boks/kategori. Pludselig tror andre, at de skal agere “veganer-politi” over for, hvad jeg må og ikke må, fordi de ser på, hvad andre fra min boks/kategori gør. Rigtig mange tror fx, at jeg kun køber økologisk, er imod at have hund og ikke kunne finde på at gå i zoo. Jovist er jeg imod zoo, men hvis hele min klasse skal i zoo, og min billet er betalt, så vil jeg altså hellere tage med, end at sidde for mig selv et sted og vente. Jeg tager mine egne valg.
Hvis du har læst mit første indlæg, tænker du måske “men Kristina, du har jo selv skrevet, at du er veganer,” og ja, det har jeg … for det er et lille ord, der beskriver en hel del, så jeg slipper for at forklare.

Jeg har et eksempel på en træls samtale, jeg havde for nogle dage siden i min gymnasieklasse på vores ugentlige kagedag:

Åse: Ingrid, hvilken kage har du med?
Ingrid: Chokoladekage.
Mig: Ingrid, har du selv bagt?
Ingrid: Ja.
Mig: Ej, så må jeg da lige se den. Det er da næsten første gang, nogen selv bager her i klassen.
Åse (med et hårdt tonefald og dræberblik): Du må ikke spise den.
Mig (forbavset): Jeg har bare tænkt mig at kigge på den.

Jeg ønsker sådan, at jeg kunne spole tiden tilbage og have givet Åse (hvis navn selvfølgelig er opdigtet) et andet svar. Hvis jeg kunne det, ville jeg have sagt “det skal jeg nok selv være herre over” eller noget lignende.

Jeg er klar over, at ordet veganer bruges for nemhedens skyld, men det låser mig ligesom fast. Jeg har ikke mulighed for at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg måske gerne vil begynde at spise en smule æg igen, eller om jeg for nemhedens skyld i fx en lufthavn kunne finde på at tage en vegetarisk sandwich. Det begynder at føles som en pligt og ikke lyst. I hvert fald for mig. Jeg vil ikke være i denne boks.

Jeg har valgt efter nøje overvejelser at prøve at spise økologiske æg, selvom jeg i 2 år har undladt det. Det valg har jeg taget, fordi min veganske livsstil ikke skal føles som tvang, men lyst. Nu vil mange sige, at jeg slet ikke er veganer længere. Næ, det er jeg nok ikke. Men det betyder ikke, at jeg måske i morgen kun spiser vegansk. Dag for dag vil jeg føle mig frem. Det foretrækker jeg i hvert fald hellere end at få den hæderlige titel veganer.
Hvis jeg ikke var påvirket af dette ord, havde jeg self. bare fortsat med at spise vegansk hver dag, men jeg føler pludselig ikke, jeg har magt over mine egne valg, og netop derfor bryder jeg denne madvane.

Jeg har mine bekymringer om, at jeg begynder at spise lidt æg igen. Jeg ved ikke, hvordan jeg mentalt vil reagere, da jeg har et enten-eller syn på rigtig mange ting. Enten løber jeg 7 km 3 gange i ugen, ellers løber jeg slet ikke. Enten spiser jeg hele posen med nødder, ellers spiser jeg den slet ikke. Enten spiser jeg æg i en masse mad, ellers spiser jeg slet ikke æg. You name it.

Det har irriteret mig en hel del, at folk, der har fundet ud af, at jeg er veganer, tror, at jeg har et helt afklaret forhold til det. Det sætter forventningerne højt op til, at jeg er meget selvsikker, hvilket jeg slet ikke er.
Nu er der snart sommerferie, så min klasse når nok ikke at se, jeg begynder at spise lidt æg igen. Men hvis de gjorde, har jeg på fornemmelsen, at nogle af dem ville have travlt med at råbe højt og forklare mig, at jeg ikke længere er veganer.

Grunden til, at jeg har været veganer i 2 år, er lidt blandet. Det startede som endnu en udvikling i min spiseforstyrrelse. Jeg har før spist fx LCHF.
Hvorfor jeg prøver at kopiere, hvordan andre gør, spiser og er, ved jeg ikke. Måske er det en identitetskrise eller måske er det en afledning fra at komme i kontakt med mine følelser.
Men det er ikke kun en del af min spiseforstyrrelse! Jeg holder sindssygt meget af dyr og har altid været en stor dyreven. I folkeskolen skulle vi engang skrive søde tillægsord om hinanden, og flere skrev dyreven til mig.
På min efterskole mødte jeg en pige, som nu er min bedste veninde. Det var her, mine tanker om en mere dyrevenlig livsstil rigtig tog fat. Hun ved ALT om dyreindustrien og fortæller gerne om den. Hendes familie er meget bevidst om, hvad de bruger deres penge på, når de køber ind. Det, man køber, støtter man jo. Bl.a. fandt jeg ud af, at mælk kun kan produceres, hvis en ko insemineres, hvorefter kalven tages fra moderen. Der findes undersøgelser, der viser, at de savner hinanden. Desuden fandt jeg ud af, at i æggeindustrien dræbes alle hankyllinger, da de jo ikke kan producere æg. Der er meget mere at sige om, hvor forfærdelig dyreindustrien er. Det kan jeg skrive flere sider om. Hvis du er mere interesseret, så kan jeg anbefale denne oplysende side: maanebarnet.org/hvorfor-veganer-3/

Da jeg ikke var ret gammel (måske 10 år), fandt jeg ud af, hvad bøffen i min burger virkelig var lavet af. Jeg vidste da godt, at det var kød, men kød er i Danmark blevet sådan et neutralt ord, man bare bruger uden at tænke på, hvad det egentlig er. Den dag overvejede jeg kraftigt at blive vegetar, men jeg havde ingen idé om, hvad jeg så ellers skulle spise og troede, det eneste alternativ til kød var at sulte. Jeg er klogere i dag. 🙂 I dag ved jeg, at man kan spise veganske udgaver af al mad, der findes! Man kan få veganske bøffer, snitzler, pandekager, pasta med kødsovs, spegepølse, ost, flødeis, kager, “mælk”, osv. Vegansk kød består ofte af hvede- eller sojaprotein, og vegansk mælk findes i mange varianter (det er med at finde sin yndlings). Desuden er næsten al brød i butikker vegansk og sorbetis (som er i alle isbutikker) er vegansk.
Jeg siger ikke, at der ikke findes vegansk mad, der smager dårligt. Men husk: der findes jo også animalsk mad, der smager dårligt!

Til sidst vil jeg bare vise en lille brøkdel billeder af vegansk mad, jeg har spist de sidste 2 år (selvfølgelig har jeg valgt de flotteste billeder):

ee oo ww qq uu rr mm bb hh  ii yy tt

slet OLYMPUS DIGITAL CAMERA

cc ty 

Lad os snakke om min spiseforstyrrelse

billede

De fleste af mine bekendte ved, at jeg har en spiseforstyrrelse. Det gør de, fordi jeg fortæller dem det, hvis der opstår en situation, hvor ting ikke helt giver mening. Jeg forsøger at skamme mig mindst muligt over, at jeg er spiseforstyrret. Hvis alle mine tanker er et rod, kommer jeg da virkelig aldrig videre ved at lade som om, at alt er ok.
At min blog kom til at hedde Kristina Varming var meget grænseoverskridende for mig. Jeg har aldrig turdet at stå frem med alt, jeg er. Derfor har jeg haft profiler med falske navne for at give rum til de tanker og følelser, jeg ikke troede på, folk omkring mig kunne rumme. Min studievejleder opdagede så en dag min anonyme Instagram-profil (som nu er slettet), fordi nogle fra min klasse havde genkendt mig og derefter kontaktet hende. Hun fortalte mig, at det var svært at hjælpe mig, når jeg kun fortalte hende den halve sandhed. Og så kom jeg i tanke om, at det faktisk er noget, der går igen; at jeg fortæller den halve sandhed til mange mennesker. Jeg er det, man kalder konfliktsky og indretter mig efter andres behov. Noget af det mest skræmmende, jeg ved, er, at støde nogen. Og det bliver man altså nødt til her i livet!
Måske tænker du på, hvornår jeg kommer ind på den der spiseforstyrrelse. Men sagen er den, at det er jeg allerede.
Mange tror, at en spiseforstyrrelse handler om spisemønstre og vægt, men det gør det ikke.
Faktisk er det, at jeg viser billeder af mig, hvor jeg vejer forskelligt, imod den pointe, jeg vil frem til. Jeg har taget dem med alligevel, da jeg har på fornemmelsen, der er mange læsere, der er visuelle. Det er bare vigtigt at huske, at jeg er lige så meget værd som menneske, uanset hvor meget eller lidt jeg vejer.
Imens jeg har været 155 cm høj, har jeg vejet mellem 41 kg og 59 kg (jeg kan næsten mærke, hvordan folk nu skynder sig ind og beregner mit BMI for at sammenligne med deres eget). Jeg har haft det lige skidt uanset vægten.

Det er SÅ vigtigt for mig at understrege, at man ikke vælger at få en spiseforstyrrelse, og at man IKKE vil få det bedre, hvis man bare prøver at lægge den fra sig ved hjælp af fx vægtøgning, vægttab eller en kostplan. Her er, hvad jeg gerne vil understrege: en spiseforstyrrelse dukker op, hvis der er nogle følelser, man ikke kan håndtere. Det er en coping-mekanisme, man tyer til, hvis der er noget, man gerne vil fjerne fokus fra. Ofte finder man roden tilbage til barndommen. I barndommen lærer mange af os, at der findes “gode” og “dårlige” følelser eller sider af os. Problemet er, at ingen følelser eller sider af os er dårlige eller gode. Vi alle rummer alle følelser, og man KAN simpelthen ikke ignorere disse følelser/sider uden konsekvenser. Jeg lærte i min barndom, at egoisme er en dårlig ting. Det gør, jeg er rigtigt dårlig til at sige fra i situationer, hvor nogen behandler mig dårligt. Jeg står ikke op for mig selv og viser ikke omsorg for mig selv. Det er hårdt, og derfor kommer min spiseforstyrrelse ind i billedet. Den er min “ven,” der altid vil vise mig omsorg. Hvis nogen tog den fra mig, ville jeg bare finde en anden coping-mekanisme. Måske ville jeg ende som alkoholiker eller stofmisbruger.
Jeg har en fornemmelse af, at det er et tabu at være overvægtig. Men det er altså præcis lige så hårdt at være overvægtig, som hvis man var anorektiker. Der er ikke noget, der kan sætte mit pis mere i kog, end hvis nogen mener, at overvægtigt er selvforskyldt. Overspisning er en spiseforstyrrelse som sker pga. samme mekanismer som underspisning (altså anoreksi), og derfor fortjener de lige så meget sympati og hjælp som anorektikere.

Alt dette har jeg lært, fordi jeg er blevet behandlet for en spiseforstyrrelse på to forskellige børnepsykiatriske afdelinger. Begge steder gik utroligt meget op i min vægt. De fortalte mig, at vægten var skyld i, at jeg havde det skidt. Men jeg havde det jo også skidt, før jeg tabte mig. Jeg hoppede desværre i med begge ben – for de burde jo være dem, der vidste bedst. Da jeg nåede min målvægt, fortalte de, reglerne var sådan, at de ikke måtte hjælpe mig mere. Hvor åndssvagt er det lige? De har måske fikset min vægt, men hvad med min psyke, som var skyld i vægten?

Jeg tror på, at en spiseforstyrrelse klart er en del af en identitetskrise. Jeg identifiserer mig med den måde, jeg spiser på. På den måde slipper jeg for at tage stilling til, hvem Kristina er og hvilke mange skræmmende følelser, hun rummer.
Mine spisevaner har ændret sig drastisk i løbet af de seneste år. Jeg startede med at leve Low Carb High Fat. Så gik jeg til at leve efter de officielle kostråd til punkt og prikke. Jeg kunne gå i panik, hvis jeg ikke fik 300 gram grønt og 300 gram frugt hver dag, hvis der blot var 1 gram sukker pr. 100 gram i en pesto (som er meget lidt), eller hvis jeg kunne smage salt i maden. Ofte pillede jeg de små saltkrystaller af Karen Volfs Rugsnack. Også fedt fra kød skulle være usundt. Derfor sad jeg og tørrede kyllingebryster af med mange servietter (selv på efterskolen, hvor folk så det). Jeg var og er desperat for at følge mine indre madritualer.
Jeg har stadig bestemte madvarer, der er på min indre forbudte liste. Der dukker hele tiden nye op. Og det gør der, fordi jeg som sagt ikke kan få det bedre ved at ændre mine madvaner. Jeg MÅ komme til bunds i mit behov for kontrol, og jeg MÅ lære at sige fra, så mine frustrationer ikke er næring til min spiseforstyrrelse.

Jeg vil gerne understrege til sidst, at alt dette er mine erfaringer med en 3-årig lang spiseforstyrrelse. Jeg kan ikke vide, hvordan det er for andre, selvom jeg har teorier. Dette er mine betragtninger, og jeg er slet ikke færdig med at finde ud af, hvad der ellers ligger bag min spiseforstyrrelse.
Jeg håber bare sådan, dem, der vil hjælpe en spiseforstyrret, vil fjerne fokus fra den pokkers vægt og madplan og istedet fokusere på de følelser/behov, mad desværre udfylder.

Dette er et meget følsomt indlæg. Men det er vildt lettende for mig at få det ud. Tak, fordi du læste med til ende! Det er jeg glad for. 🙂

img_7140

Følg mig på Instagram: kristina.varming

Om taknemmelighed og Papmaché Reglen

Da denne bog udkom, skrev jeg den med det samme på min to-read-liste, fordi hallo … det er Hella Joof! Da en bekendt så tilbød mig at låne den, slugte jeg den råt. Jeg kan varmt anbefale Papmaché Reglen! Den er humoristisk, en smule provokerende og meget lærerig!

Jeg hørte her den anden dag et podcast med Hella Joof. Den blev optaget d. 21. januar i programmet “Hviids Varmestue” på radio 24syv. Podcastet kan høres på deres app, hvis du skulle være interesseret (og det er du).
Igen tager Hella Joof vigtige emner op. Et af dem er taknemmelighed, som også er et gennemgående tema i hendes bog.
Lykke er at være taknemmelig for det, man har,” siger hun i radioen og kommer med eksempler på, hvad hun er taknemmelig over.

Det førte mig videre til selv at tænke over, hvornår jeg selv er taknemmelig.

  • Hvis jeg rammes af influenza, føler jeg mig taknemmelig den dag, det er ovre. At mærke den kontrast er en vild følelse. Det føles pludseligt fantastisk at kunne gå en tur uden at føle sig sløj og dårlig.
  • Hvis jeg besøger et fattigt land, er jeg taknemmelig for at være født i Danmark og have gode vilkår. Ikke alle er så heldige at blive født i Danmark.

Umiddelbart kan jeg kun finde på 2 eksempler. Bagefter tænkte jeg på, hvad jeg tager for givet.

  • Jeg er taknemmelig for at være blevet født. Tænk, at jeg var den sædcelle, der blev befrugtet. Det kunne have være en million andre.
  • Jeg er taknemmelig for at leve lige i dag. Det er ikke alle, der har overlevet dagen i dag. Der dør nemlig mennesker hver dag.
  • Jeg er taknemmelig for, at der er mennesker omkring mig, der bekymrer sig om mig og vil mig alt godt.
  • Jeg er taknemmelig for at kunne se, høre, gå, løbe.
  • Jeg er taknemmelig for, at vi har en velfærdsstat, som betaler SU og som gør det muligt for mig at bo i egen lejlighed.
  • Jeg er endda taknemmelig for, at min seng er blød og rar og hjælper mig til at sove godt. Jeg tvivler på, det er rart at sove i fx flygtningelejre. Hella Joof fortæller i radioprogrammet, at hun kan finde på at klappe sin sofa, fordi hun er så glad for den.

Istedet for at se på alt det, vi ikke har/kan, gør det os altså meget gladere og lykkeligere mennekser at se på, hvad vi har/kan. Ellers vil vi altid hige efter mere og aldrig være tilfredse.

Hvis vi husker at være taknemmelige, sker der det, at vores ellers måske negative syn på livet ændrer sig til et positivt syn.
Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der er god til at stresse over ingenting. Stress er blevet en grundfølelse, der altid er i min krop, uanset hvad jeg laver. Det kunne jeg godt tænke mig at gøre op med. Her er flere af reglerne i Hella Joofs bog brugbare.
Jeg valgte simpelthen en morgen, hvor jeg skulle i skole at afprøve parkerings-reglen. Sjovt navn, tænker du sikkert, hvis du endnu ikke har læst den geniale bog. Parkerings-reglen går ud på, at man får det, man takker for. Så hvis man kommer kørende i bil i København og tænker “der er bare aldrig parkeringspladser i en storby som København. Jeg finder aldrig en,” ja, så finder du altså ikke en. Men hvis du modsat tænker “tak, fordi der er en parkeringsplads til mig, når jeg ankommer,” så skal du skam nok finde en.
Dette overførte jeg på min skoledag. Jeg startede morgenen med at tænkte “jeg er taknemmelig for, at det bliver en rolig dag i skolen.” Parkerings-reglen virker ikke, hvis man bruger ordet ikke. Dvs. det fx ikke virker med “jeg får ikke en stressende dag i skole.” De tanker, man giver energi, vil ske (som er papmaché-reglen). Man kan også bruge det kendte udtryk “man skaber sin egen virkelighed.
Pointen er, at det faktisk virkede for mig. Jeg havde en mindre stressende dag. Ikke fordi jeg mødte mindre udfordringer. Faktisk tabte jeg min cykellås på vej i skole og opdagede det først, da jeg var ankommet. Men jeg tænkte, at det hele nok skulle gå og cyklede tilbage (den ville nok ikke stadig være der efter skole). Det viste sig, jeg havde tabt den kort tid efter, jeg var steget på cyklen. Men jeg kom alligevel kun 3 min. for sent. Og det sker jo hele tiden at elever (og lærere især) kommer nogle min. for sent til time. Så altså var der faktisk heller intet at stresse over. Det gik. Og det gør det jo sædvanligt.

Følg mig på Instagram: kristina.varming

Jeg udspringer som blogger



img_0103

Hej med dig og velkommen til!

Jeg har i længe ville oprette en blog og har da også forsøgt et par gange før, uden at det blev noget seriøst. Men nu skulle det altså være, kunne jeg mærke.
Jeg har før i tiden postet opslag, som indholdsmæssigt egnede sig bedre til en blog. Noget føltes forkert, hver gang jeg lagde et nyt billede op, og da jeg fandt ud af, at det var selve mediet, som ikke passede til indholdet, besluttede jeg mig for at oprette en blog.

Jeg vil starte med et par overfladiske små facts om mig selv. I mærker nok allerede nu, jeg er ret glad for punkter. Nå, men jeg:

  • er 18 år og bor alene i lejlighed
  • går på Ribe Katedralskole i 3.g efter sommerferien
  • er veganer (emnet vil jeg lave et seperat indlæg om)
  • er spiseforstyrret (jeg vil også lave et seperat indlæg om dette)
  • kan lide at løbe
  • har skrevet mine tanker ned hver dag i nogle år for at arbejde med mig selv og blive klogere på, hvordan jeg selv og generelt mennesker fungerer psykologisk
  • håber på at kunne studere psykologi efter 3.g (men jeg tvivler på, at jeg får karaktergennemsnittet, som er umådeligt højt)
  • er et antenne-barn. Jeg er meget sensitiv, sansende og introvert. Derfor bruger jeg også meget tid i min lejlighed til at lade batterierne op

Det blev et ret kort første indlæg, men jeg fandt det mere autentisk med en kort præsentation. Jeg glæder mig til at dele en masse tanker på bloggen og håber, I vil følge med.

Jeg linker til min blog på min Instagram og skriver også der, når der er nye blogindlæg.

Følg mig på Instagram: kristina.varming